Ikke et bredt budget, men et blåt budget

SF Randers er ikke med i det budgetforlig, der netop er indgået i Randers Kommune. Efter to dages forhandlinger stod det klart, at Socialdemokratiet ville indgå et udelukkende blåt budget. Socialdemokratiet ville hellere lave venstre-politik end at rykke mod venstre og lave rød og velfærdsvenlig politik.

”Det er ubegribeligt, at det endda sker med en socialdemokratisk borgmester, som vi selv i SF har peget på. Vi er faktisk både forbløffede og målløse over, at Socialdemokraterne vælger et rent blåt flertal, når der faktisk var et rødt flertal, som var klar til at tage ansvar. I den borgerlige lejr kan de nu ikke kun glæde sig over et blåt budget, men også over at det tyder på, at de har fået 13 ekstra socialdemokratiske mandater,”  siger byrådsmedlem for SF Randers, Charlotte Broman Mølbæk.

Randers Kommunes borgere står nu med et budget, der betyder nedskæringer på velfærden på over 200 millioner kroner og en massakre på næsten 50 millioner kroner på socialområdet alene. Socialdemokraterne vil hellere, sammen med Venstre, Konservative og DF, investere i mursten og asfalt – og skolebørn, unge, ældre og de mest allermest sårbare borgere i kommunen skal betale asfaltgildet.

”Randers Kommune ligger 15. sidst i forhold til hvor få penge, vi bruger pr. borger med særlige behov. Det betyder reelt set, at serviceniveauet for et handicappet barn, eller for den socialt udsatte, er skræmmende lavt. At der nu skal skæres yderligere 50 millioner kroner på de mest sårbare borgere er helt grotesk. Det kommer til at koste de mennesker så dyrt,” fortsætter hun.

I budgettet er der sat 40 millioner kroner af til opsparing til projekt Byen til vandet, 16 millioner kroner til veje, og der er endda penge til at give 3,5 million i driftstilskud til Randers Regnskov. Pengene findes ved hjælp af effektiviseringsbidraget, som er en reel 0,5% besparelse hvert år. Det betyder en årlig besparelse på 4,4 millioner kroner årligt på skolerne, 2 million kroner på daginstitutionerne, 2,5 million kroner på socialområdet og 4,4 millioner kroner på ældre- og sundhedsområdet. De socialt udsatte rammes dobbelt, da de også kan se frem til en besparelse på 15 millioner kroner årligt, hvis de er på kontanthjælp, uddannelsesydelse o.l.

”Der er jo ingen af de ting, som Socialdemokraterne lovede vælgerne i valgkampen, som er med i det her dybt asociale budget. Vi troede, at vi var enige om en skattestigning; at der skulle være flere voksne i daginstitutioner og skoler, og at vi ikke ville skære mere på socialområdet. Jeg tror da lige, at Socialdemokraterne glemte at fortælle deres vælgere, at det var asfalt og mursten først, og at pengene skulle tages fra vores kernevelfærd,” slutter Charlotte Broman Mølbæk.

SF Randers var som altid indstillet på at være med til at tage ansvar for kommunens budget. Derfor gik SF til forhandlingsbordet med en vilje til at finde en pragmatisk og bred løsning. Men med de enorme besparelser på kernevelfærden, der stadig var på bordet efter 20 timers forhandlinger, blev det ikke muligt. Man kan ikke tage ansvar ved at budgettere uansvarligt.

Borgmesterduel mellem Claus Omann Jensen (V) og Charlotte Broman Mølbæk (F)

SF Randers inviterer alle til café, hvor borgerne kan tale med deres lokale SF-politikere og stille spørgsmål direkte i caféens debat mellem nuværende borgmester, Venstres Claus Omann Jensen, og SF-borgmesterkandidat Charlotte Broman Mølbæk.

 

I Randers Ugen, den 18. august fra klokken 16 til 19, slår MacAle dørene op for alle, der vil møde deres politikere personligt, stille spørgsmål, debattere eller bare heppe med på den indledende debat, hvor Charlotte Broman Mølbæk udfordrer den siddende Venstre-borgmester klokken 16 til 17. Her vil borgerne lægge spørgsmål i en hat, som derfra bestemmer, hvad debattørerne skal diskutere.

For borgmesterkandidaten og SF er overskriften et venskabeligt forum med højt til loftet, hvor der bliver masser af plads efter debatten til at tale personligt med sin politiker:

“Et folkestyre er ikke meget værd, hvis folket og politikerne ikke mødes – også med dem, de er uenige med. Kærlighed til demokrati må også medføre en vis grad af deltagelse. Og det kunne jo blandt andet være her til caféen,” siger Charlotte Broman Mølbæk. Hun ser caféen som en rigtig god mulighed for, at både vælgere og valgte kan komme til orde – på godt og ondt:

“Rigtig meget i valgkampen bliver randrusianerne, der skal høre længe på, at vi debatterer. Så det er vigtigt for SF, at vi også ‘giver mikrofonen videre’ til borgerne. Det er trods alt dem og deres holdninger, der er det egentlige centrum for enhver valgkamp. Så vi skylder dem at gå i dialog med dem om, hvad de mener, der er vigtigt,” siger Charlotte Broman Mølbæk.

Hun understreger samtidig, at caféen er tænkt for alle mennesker på alle niveauer af politisk interesse:

“Jeg kender mange, der stemmer, men som egentlig ikke ved meget om politik, og de bruger mig tit til at få afklaret helt basale spørgsmål, for eksempel om forskellige sager og holdninger i kommunen. Og det vil vi også meget gerne bruge caféen til. Borgerne må ikke tro, at det er en indspist klub kun for dem, der allerede er helt inde i kommunalpolitik og afklarede med, hvor krydset skal sættes,” siger Charlotte, der opfordrer alle til at kigge forbi og hilse på.

 

Info om arrangementet:

MacAle, Søndergade 2, 8900 Randers C. Fredag den 18. august 2017, kl. 16.00 til 19.00. Gratis entré. Ingen tilmelding. Mød gerne lidt før 16.00, da debatten starter på slaget.