Demokrati og ansvar

Kære Socialdemokrater,

Der er ingen tvivl om, at vi i SF betragter jer som en nær allieret i kampen mod ulighed og for et mere retfærdigt samfund. Vi deler mange politiske holdninger, og historisk har vi stået sammen side om side for at forbedre forholdene for lønmodtagerne og de svageste i samfundet. I kommunalvalgkampen pegede vi på en socialdemokratisk borgmester, og da det viste sig, at det ikke var muligt, valgte vi at stå udenfor konstitueringen.

Derfor er jeg dybt skuffet over det tillidsbrud I har begået ved at hemmeligholde væsentlige oplysninger om udskrevne dokumenter, I har set i forbindelse med skolestrukturen. Vi har stemt for en usand udtalelse til Statsforvaltningen, og det kunne være stoppet, hvis I havde meldt klart ud og fortalt os alle om, hvad der var foregået.

I adskillige måneder har jeg og de andre i forhandlingsgruppen bag skolestrukturen set vores borgere direkte i øjnene og fortalt dem, at der ikke har været papirer på bordet

Men det var løgn, og vores kritikere havde ret! For nogen havde haft papirer i hånden.

Det er den slags, der skaber politikerlede. Og med rette, for kan borgerne stole på os? Alle kan begå en fejl, og det kan tilgives, hvis man tager ansvaret på sig og beklager overfor borgerne og byrådskolleger. Men at det bliver holdt hemmeligt i så mange måneder svækker tilliden betydeligt, og desværre sætter det en kæmpe kæp i hjulet på den skolestruktur, som vi i fællesskab har kæmpet for. Hvordan kan borgerne have tillid til os, hvis vi ikke engang taler sandt? Kan de så stole på, at vi er de rigtige til at tage vare på Kommunen og en så stor forandring af folkeskolen i Randers Kommune, som skolestrukturen er?

SF vil ikke være en del af det spil, og vi har derfor trukket vores støtte til skolestrukturen indtil vi får en tilbundsgående undersøgelse af, hvad der er foregået. Kun på den måde kan vi få ryddet op, og kun på den måde kan vi vinde tilliden tilbage!

I redegørelsen indtil videre bliver det beskrevet, at det er sekretariatschefen, der har printet dokumenter ud. Men der nævnes ikke noget om, at den fungerende borgmester, Henning Jensen Nyhuus, var til stede. Som borgmester har man det politiske ansvar og kan en sekretariatschef nægte at udlevere dokumenter, hvis borgmesteren befaler det?

Jeg opfatter ikke Henning Jensen Nyhuus som novice efter flere perioder som borgmester, og jeg har svært ved at tro på at det er en lille fodfejl. Det er en klar fejl og han var som fungerende borgmester den politiske ansvarlige. SF mener, han bør tage det ansvar på sig. Det er simpelthen uacceptabelt, at al kritik rettes mod sekretariatschefen. Han var bare den uheldige, der havde vagten den uge, da ledelsen i børn og skole var på ferie.

At der er sendt en usand udtalelse til Statsforvaltningen er en skandale. At der er blevet hemmeligholdt oplysninger for byrådet er en skandale. At både byrådsmedlemmer og mindst én i forvaltningen har haft viden om det, er en skandale!

Derfor skal der ryddes op nu, alle sten skal vendes, så vi kan komme videre. Både med skolestrukturen og med det store politiske projekt, vi deler, nemlig at føre samfundet i en mere demokratisk og solidarisk retning.

Med kammeratlig Hilsen
Charlotte Broman Mølbæk – byrådsmedlem for SF-Randers