SF i Randers

Det handler om politik

Charlotte 3. maj 2015

Man kan græmmes over, hvordan hanelefanterne buldrer, når der er velbetalte poster i sigte. SF er det eneste parti i Randers Byråd, der ikke er med i konstitueringen, og således også det eneste parti, der ikke har haft en holdning til den ballade, der har været på det sidste. Vi har gjort det klart, at vi ikke ville komme til at bryde en konstituering, vi ikke selv var med i.

Personfnidder og magtkampe har stået i vejen for det politiske arbejde, og nu må det være på tide, vi igen tager arbejdstøjet på.

I SF-Randers vil vi gerne byde ind med fire konkrete politiske forslag, der kan forbedre vores kommune:

– Reel opnormering på 10 mio. kr. i kommunens dagtilbud
– Ret til fleksibel tilstedeværelse og 2% reducering af undervisningstiden for ansatte i folkeskolen
– Gratis psykologhjælp til kommunens unge
– Uddannelsesklausuler, hvor kommunen i samarbejde med erhvervslivet skaber flere lære- og praktik-pladser.

Hvis vi skal have flere til at bosætte sig i Randers Kommune, er det vigtigt, at der er ordentlige daginstitutioner, hvor man trygt kan sige farvel til sit barn om morgenen. Der skal være voksne nok til, at sikre alle børn en god start på livet og gøre kommunens dagtilbud til steder hvor børnene udvikler sig frem for bare at blive opbevaret.

Med skolestrukturen, folkeskolereformen og nye arbejdstidsregler står vi i Randers Kommune overfor kæmpe udfordringer. Vi bliver nødt til at gøre det smart og effektivt. Det er en kendsgerning, at de ansatte i folkeskolen ikke har tid til at forberede sig ordentligt, og en af årsagerne til dette er den forhøjede undervisningsprocent. Ved at reducere denne med 2% og give de ansatte mulighed for fleksibel tilstedeværelse, løser vi ikke alle problemer, men vi giver dog lidt luft, der forhåbentligt kan være med til at reducere sygefravær og indfri de gode intentioner i folkeskolereformen.

Det er ikke nemt at være ung i dag. Allerede i tredje klasse skal eleverne testes, og hvis man senere i livet ikke vil ende i arbejdsløshed, handler det om ikke bare at få en uddannelse men også at vælge rigtigt. Stress og psykiske problemer som fx depression hos de unge betyder, at de ikke magter at tage en uddannelse, og det koster samfundet dyrt, når de unge dropper ud. Gratis psykologhjælp er en investering i de unge og et signal om, at vi som samfund tager deres problemer alvorligt.

Alt for mange kan ikke færdiggøre deres uddannelse. I Randers Kommune er der gennemsnitligt 263 unge mennesker i Randers kommune, som mangler en praktikplads. Ikke fordi de er for dårlige eller ikke vil, men fordi de simpelt hen ikke kan få en lære- eller praktik-plads. Desværre går det den forkerte vej og der er 5,6 % flere unge, der mangler lære- og praktikpladser. Gennem uddannelsesklausuler kan vi i fællesskab med erhvervslivet finde på smarte løsninger, hvor lokale virksomheder får mulighed for at tage det ansvar, vi er sikre på de gerne vil tage. Vi skal sikre at virksomhederne på sigt har kvalifieret arbejdskraft, og at det bliver mere attraktivt at starte virksomhed i Randers, fordi det også skaber arbejdspladser.

Vi er klar over, at der skal findes finansiering for alle de gode ting, vi vil gøre, men vi er også overbeviste om, at det er en investering, der betaler sig i sidste ende.

Det er en investering i mennesket.

Charlotte Broman Mølbæk, byrådsmedlem, SF-Randers

Like this Article? Share it!

Comments are closed.