Er SF de eneste, der kæmper for demokratiet i Randers Kommune?

Jeg har noteret mig, at der tirsdag aften var et protestmøde på Hadsundvejens Skole, hvor Bjarne Overmark (BL), Jens Kristian Laursen (BL), Kasper Fuhr (VL) og 34 bekymrede borgere deltog. På nyhedsbloggen RANDERSiDAG kunne man onsdag morgen læse, at de tre benævnte politikere opfordrede til fysisk at konfrontere de politikere, der udgør det store flertal, der bakker op om forslaget til en ny skolestruktur i kommunen.

Jeg bliver nødt til at tage skarpt afstand fra den slags anti-demokratiske metoder! Jeg har forståelse for, at man organiserer demonstrationer og viser sin utilfredshed. Uden demonstrationer havde arbejderbevægelsen ikke været, hvor den er i dag. Men når det kommer til et massivt fysik og psykisk pres, der har til formål at presse politikere til at tage en beslutning, de faktisk ikke mener er rigtig, så står jeg af!

På den anden side har vi nogle partier, der bevidst har medvirket til at sende usande oplysninger til Statsforvaltningen. Man har i den socialdemokratiske byrådsgruppe fået forevist dokumenter, der herefter burde have været sendt til alle andre byrådsmedlemmer. Det er sket på et tidspunkt, hvor Henning Jensen Nyhuus har været fungerende borgmester, og derfor efter min bedste overbevisning har haft det politiske ansvar. Om det er en fodfejl eller decideret magtarrogance er ligemeget. Der er blevet tilbageholdt oplysninger for det resterende byråd, og man har stemt for en udtalelse til Statsforvaltningen, som man vidste manglede centrale oplysninger eller endda var usand.

Ja, det handler om proces, men der er en syg kultur i Randers Kommune, og det skal der ryddes op i. Hvis ikke borgerne kan stole på politikerne og politikerne kan stole på forvaltningen, så får det store konsekvenser – hvadenten den nye skolestruktur bliver vedtaget eller ej. Vi har desuden et kæmpe demokratisk problem, når folkevalgte politikere vælger udenomsparlamentarisme, fysiske konfrontationer og populisme.

Jeg er glad for forslaget til den nye skolestruktur, og det er på trods af, at vi i SF har været udsat for et massivt pres, der har haft det formål at få os til at skifte mening. Men vi kan ikke gå på kompromis med åbenhed og demokrati i den demokratiske beslutningsproces.

Få nu lagt alle oplysninger frem, få undersøgt sagen til bunds og placeret et ansvar, og få så vedtaget den skolestruktur, som et stort flertal af borgerne i Randers Kommune har sukket efter i flere år! Mafiametoder skal bekæmpes med demokrati og åbenhed.

Søren Jensen Lund
Formand for SF-Randers