Et globalt eksperiment

Klimaet i Arktis ændrer sig dobbelt så hurtigt som resten af kloden. Nu stiger temperaturen – og blot to grader betyder at sne og is smelter. Havet stiger. Det truer dyreliv, isbjørne, sæler og fugle. Men også os mennesker. Der forgår lige nu et gigantisk globalt eksperiment på planeten. Et eksperiment uden fortrydelsesret. Om hundrede år kan vi ikke bare spole filmen tilbage.

På grund af sin lave beliggenhed er Randers særligt udsat. Allerede nu har kommunen lavet klimatilpasningsplaner, men vi kan stadig nå at vende udviklingen! Hvis man kigger på de interaktive kort, som findes på nettet varer det ikke mange år før togforbindelsen til Randers kommer under vand.

I 2012 indgik SF en klimaaftale, der vil føre til en reduktion af CO2 på 34 procent. Målsætningen er 40 procent i 2020. EU-kommissionen har foreslået, at EU når det samme mål i 2030. Det borgerlige flertal blandt EU-landene holder EU tilbage uanset de åbenbare fordele, der er, ved at minimere importen af fossile brændsler. EU bruger omkring 1 milliard kroner om dagen på at importere energi. SF vil kæmpe for en strategi om at gøre Danmark fuldstændig uafhængig af fossile brændstoffer i 2050.

Der er brug for handling nu! Vores klima har ikke brug for mere varm luft!

Ann S. Pedersen, folketingskandidat for SF i Randers