SF i Randers

Kære RLF, BUPL og Skolelederforeningen

SF-Randers 16. november 2017

Tak for jeres indspark i valgkampen. Lad os starte med at slå en ting fast. Når SF i Randers siger, at vi vil investere i folkeskolerne i Randers Kommune, så spiller vi ikke bare med ”musklerne”, så mener vi det.

Når stadig flere vælger fri- eller privatskoler, så bekymrer vi os. Når vi stadig ikke får alle børn med, når der igennem flere år rammebespares, og skolernes budgetter ikke holder – samtidig med at en gennemgribende og underfinansieret folkeskolereform sættes i søen. Når der samtidig lægges en ny skolestruktur – med alt hvad den har medført af diverse udfordringer, oven i hatten, og når I på vegne af hele skolens personale reagerer, så ved vi, at der er alt mulig grund til at handle og være oprigtige i de løfter, som vi kommer med her i valgkampen.

Vi har baseret vores budget på en skattestigning på 0,5 %. Det svarer til ca. 100,- kroner om måneden for en gennemsnitlig indkomst. Vi er fuldstændig klare på, hvordan vi ønsker at fordele midlerne – og folkeskolerne skal have 100 millioner kroner. Det kan lyde af meget, men det er rent faktisk, det vi mener, der skal til, hvis midlerne skal passe med ambitionerne.

Vi skal nemlig ikke blot have en stærk folkeskole. Vi skal have den bedste og den stærkeste folkeskole – og den skal være det foretrukne førstevalg. Personalet har vi. Det der mangler er netop flere økonomiske muskler, ro og tillid – og her har vi en opgave – sammen!

Like this Article? Share it!

Comments are closed.