Kontanthjælpsreformen rammer de udsatte

Kalenderen siger januar 2014. Julen er ovre, og de fleste er forhåbentlig kommet godt ind i det nye år.

Med januar kommer også den nye kontanthjælpsreform, som kommer til at skabe forandringer hos mange.

Jeg er ikke fan af kontanthjælpsreformen. Det har jeg sagt før, og det mener jeg stadigvæk. Jeg kan godt se nogle af de gode tanker i reformen, såsom at unge ikke bare skal efterlades på kontanthjælp, men der er to dele af den, som er bekymrende.

For det første kan unge under 30 ikke kan få kontanthjælp længere. De kan få uddannelseshjælp svarende til SU-sats. Jeg er bekymret for, om det vil betyde, at en del unge må flytte fra deres boliger, fordi de ikke kan betale huslejen, og jeg frygter, at mange af de svagere unge vil blive presset yderligere med negativt resultat.

Derudover skal vi være meget opmærksomme på, at vi ikke kommer til at belaste og nedgradere uddannelserne med bare at putte en masse unge mennesker derind, fordi så lever de op til kravene om uddannelse. Uagtet om de overhovedet er motiverede eller egnede.

For det andet gør den fælles forsørgerpligt, at alle samlevende over 25 år vil blive trukket i kontanthjælpen, som var de gift. Egentlig bør der ikke være den store forskel på, om man vælger at leve sammen som gift eller ugift, men denne forsørgerpligt vil medføre, at folk der elsker hinanden må flytte hver til sit. Familier bliver splittede og pressede. Mange af disse familier er i forvejen presset af sociale problemstillinger.

Kontanthjælpsreformen er en realitet, og vi kan blot håbe på, at regeringen bliver klogere og ændrer de trange vilkår. I mellemtiden har vi en stor opgave i kommunerne om at skabe de bedst mulige rammer indenfor lovgivningen.

Som medlem af socialudvalget inkl. de ikke arbejdsmarkedsparate vil jeg knokle for, at vi får skabt de bedste muligheder for borgerne og de ansatte, så dette ikke bliver en åben slagmark.

Jeg vil arbejde for, at al aktivering og uddannelse kommer til at give mening, således at sagsbehandlerne har de rette tilbud til borgerne, og at borgerne ikke kommer til at sidde i meningsløs aktivering/uddannelse.

Når vi skal have folk i arbejde, er det altafgørende, at der tages udgangspunkt i den enkeltes situation og borgernes ressourcer