Lukning af øvelokaler truer det lokale musikliv

Efter Værket har valgt at lukke øvelokalerne i Turbinen, er vilkårene for den rytmiske musik blevet forringet betragteligt. Det vurderes at 12-16 lokale bands kommer til at stå uden et øvelokale. I forvejen er der mangel på øvelokaler, og de lokale bands er tvunget til at leje sig ind i dyre private tilbud, hvor prisen er høj og kvaliteten lav. Hverken Underværket eller Ungemiljøet har en kapacitet, der giver alle bands mulighed for at øve – hvad enten det er bands, der satser på karrieren eller fritidsband, med en lavere øvefrekvens. Også med de private tilbud in mente, er der stor mangel på øvelokaler.

I Randers har vi et levende musikmiljø, men hvis det skal fortsættes og udvikles, skal der være gode, isolerede og tilgængelige øvelokaler til rådighed for byens musikliv.

”For SF er det vigtigt, at de unge i kommunen ikke bare bliver passive kulturforbrugere, men derimod deltager aktivt i et medskabende kulturliv. Vi skal understøtte det vækstlag, der skaber morgendagens stjerner, og give fritidsmusikere et rum til udfoldelse. Ungdomskulturen er – og skal være – udpræget selvforvaltende, men vi mener, det er kommunens opgave, at sikre de rammer, der skal til, for at den rytmiske musik kan blomstre og udvikle sig,” siger SF’s byrådsmedlem Charlotte Broman Mølbæk, der på næstkommende byrådsmøde vil stille følgende spørgsmål:

  • Hvor mange øvelokaler findes der i Randers Kommune kommunalt såvel som i privat regi?
  • Hvor stor vurderes behovet for øvelokaler at være?
  • Er eller har Værket gennem rammeaftalen med Randers Kommune været forpligtet til at stille øvelokaler til rådighed?
  • Hvad ligger der til grund for, at Værket lukker øvelokaler?
  • I 2009 vedtog man i byrådet en kulturpolitik, hvor der lagdes op til, at etablere et øvelokale-kompleks med 15 øvelokaler og andre faciliteter som café, scene og studie. Hvordan er det gået med udmøntningen af denne politik?