SF i Randers

SF får gennemført whistleblower-ordning i Randers Kommune

SF-Randers 17. juni 2014

Med et stort flertal lykkedes det mandag aften at få vedtaget en whistleblower-ordning for de ansatte i Randers Kommune. Ordningen skal være med til at forhindre lovovertrædelser eller grove fejl og forsømmelser i kommunen.

Fremover kan ansatte ved Randers Kommune anonymt indberette uregelmæssigheder i de kommunale systemer. Det sker efter SF, Venstre, DF, De Radikale, Beboerlisten og Velfærdslisten ved byrådsmødet mandag aften vedtog en whistleblower-ordning.

Ordningen skal være et supplement til de eksisterende demokratiske instanser som MED-systemet og arbejdsmiljøorganisationen, og har til hensigt at dække de problematikker, hvor de systemer ikke er tilstrækkelige. Anonymiteten sikrer, at medarbejderne ikke efterfølgende får repressalier, når de gør opmærksom på uregelmæssigheder i de kommunale systemer.

”Der er desværre flere eksempler på, at der i kommunen foregår ting, der ikke er helt efter bogen. Det kan ofte være svært for medarbejderne at gøre opmærksom på disse fejl – dels fordi de er bange for konsekvenserne, og dels fordi de simpelthen ikke ved, hvem de skal klage til,” siger byrådsmedlem for SF i Randers, Charlotte Broman Mølbæk.

Whistleblower-ordningen er inspireret af den, man har haft i Københavns Kommune siden starten af 2013. Her har det vist sig, at anonymitet er væsentligt, idet 41 af 51 henvendelser i hovedstaden har været anonyme.

Anonymiteten sikres gennem brug af et it-system, der ikke gemmer afsenderens IP-adresse. Ordningen bliver betragtet som et internt kommunikationsredskab, der kan bidrage til forbedringer i kommunens administration og service. For SF er det vigtigt, at en whistleblower-ordning er et supplement til den interne dialog og åbenhed. Ordningen skal ikke erstatte de eksisterende demokratiske instanser som MED-systemet og arbejdsmiljøorganisationen, men skal dække de problematikker, hvor disse systemer ikke er tilstrækkelige.

”Det er meget vigtigt for SF, at det er en uvildig instans, der tager imod indberetningerne. Ved at lave et udvalg bestående af en repræsentant fra Hoved-MED, stabschefen i byrådssekretariatet og en uvildig juridisk person – fx. borgerrådgiveren – vil vi sikre, at sagerne bliver ført til dørs, og at det de ikke lander et sted i forvaltningen,” siger Charlotte Broman Mølbæk.

Gennem kvartalvise indberetninger bliver det økonomiudvalget, der får tilsynspligten med ordningen.

”Denne ordning er et led i en klar SF-strategi, der handler om at få ryddet op i det kommunale system og skabe åbenhed. Vederlagssagen var første skridt på vejen, og jeg er glad for, at vi nu får en whistleblower-ordning. Men det er vigtigt, holde sig for øje, at det ikke er en løsning på problemerne, men et redskab, der kan være med til at løse dem. Vi har et højt sygefravær, der koster kommunen rigtig mange penge og har store konsekvenser for medarbejderne og for de borgere, der oplever lange sagsbehandlingstider. Det er frustrerende for alle parter, og vi har som politikere pligt til at gøre noget ved det, så skatteydernes penge bruges målrettet og fornuftigt,” slutter Charlotte Broman Mølbæk.

Like this Article? Share it!

Comments are closed.