SF-Randers foreslår ændring af rigide tilstedeværelsesregler

Formand for Børn- og Skoleudvalget i Randers Kommune Anders Buhl-Christensen underdriver problemerne og kommer ikke med konkrete løsningsforslag. Det er en kendsgerning, at rigtig mange lærere i Randers Kommune er frustrerede over, at de ikke kan levere en ordentlig undervisning, fordi de ændrede arbejdstidsregler giver mindre tid til forberedelse. Oveni det kommer manglen på undervisningsfaciliteter og lærerarbejdspladser.

Anders Buhl-Christensen har ret i, at selvfølgelig kan alting ikke være på plads, når man skal gennemføre så omfattende strukturændringer, som tilfældet er i Randers Kommune. Det kommer til at tage tid.

Men vi kan gøre noget her og nu! Vi kan give lærerne mulighed for at forberede sig der hvor opgaven bedst bliver løst. Hvorfor er det så vigtigt, at romanlæsning og rettelse af elevernes opgaver skal foregå i 20-mands forberedelseslokaler fra kl. 16 til 17 efter 7-8 timers undervisning?

Flere kommuner har slækket på de rigide tilstedeværelsesregler, så lærerne her kun skal være på skolen i 32 timer om ugen. De resterende timer kan lærerne så vælge at lægge på skolen som det sker i dag eller lægge timerne derhjemme, hvor man kan forberede sig uden at skulle stå i kø ved en computer eller vente på, at computeren kan komme på skolens netværk.

I SF-Randers foreslår vi, at Randers Kommune hurtigst muligt går samme vej og nedsætter den tvungne tilstedeværelse til 32 timer om ugen og så lader det op til hver enkelt lærer at disponere over den resterende tid.

Vi er klar over, at dette ikke løser alle problemer. I SF har vi tidligere meldt ud, at vi vil have sænket undervisningsprocenten, så lærerne får mere tid til at forberede en undervisning af høj kvalitet.

Men indtil da, kan vi helt omkostningsfrit give mulighed for fleksibel tilstedeværelse. Lad nu ikke principper stå i vejen for konkrete løsningsforslag!