SF-Randers har valgt folketingskandidater

Ved et medlemsmøde i en solbeskinnet Tøjhushave i lørdags, har SF-Randers valgt Ann Søndergaard Pedersen og Mikkel Borch som kandidater til Folketinget.

Mikkel Borch bor i Aarhus, er 21 år og læser til dagligt forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet. Han har i flere år været aktiv i SFU, blandt andet som formand for SFU i Randers. I dag har han en plads i SFU’s landsledelse, og han har desuden siddet i bestyrelsen for SF-Randers. Blandt hans mærkesager er gratis psykologhjælp til unge under 25 år.

”Ungdommen er presset, og flere og flere unge må sætte deres liv på pause og overgive sig til depression og stress. En psykolog koster ofte 1000 kr. i timen, hvilket er langt mere, end de fleste unge har råd til. Jeg vil ikke acceptere et Danmark hvor unge parkeres på anti-depressiver og mister deres fremtid,” siger Mikkel Borch.

Ann Søndergaard Pedersen bor i Randers, er 49 år og næstformand i BUPL i Østjylland. Hun stillede op for SF ved sidste folketingsvalg, har også siddet i SF-Randers’ bestyrelse. Som sine mærkesager har Ann Søndergaard Pedersen forbedring af børn og unges vilkår, uddannelse og social retfærdighed.

”Alle har ret til et ordentligt liv. I dag er det desværre sådan, at den sociale ulighed vokser, og det ofte børnene der betaler prisen, når forældrene ender i arbejdsløshed. Jeg vil kæmpe hårdt for, at vi skaber et samfund, hvor alle har lige muligheder,” siger Ann Søndergaard Pedersen.

Med valget af Mikkel Borch og Ann Søndergaard Pedersen har SF-Randers fået to stærke kandidater, der kan trække på hinandens forskelligheder og kompetencer. Det vurderer Søren Jensen Lund, der formand for SF-Randers. Han pointerer desuden vigtigheden i den lokale forankring.

”Med Ann og Mikkel som folketingskandidater er jeg sikker på, at vi kan skabe synlighed omkring SF’s politik, og sætte en folkesocialistisk dagsorden – både lokalt og på landsplan – der er et klart alternativ til den borgerlig-liberale tro på blind vækst, der kun kommer få til gode,” siger Søren Jensen Lund.

Mikkel Borch er opstillet i Randers Nordkredsen, og Ann Søndergaard Pedersen i Randers Sydkredsen.