SF skal tilbage til rødderne

Hvis jeg blev spurgt i foråret, ville jeg – i et fortroligt øjeblik – sige, at SF ikke ville få nogen plads i byrådet. Udover det helt oplagte, at SF stod til at gå voldsomt tilbage på landsplan, så var der lærere, der – berettiget – var meget skuffede, en liste, der var vores direkte konkurrent og en anden liste, der stod til at få masser af medvind på grund af Enhedslistens fremgang. Vores mål var at komme i byrådet, og det er lykkedes.

Vi har i tilgift fået to udvalgsposter, som udover at give os en god platform i byrådet, også skal bruges på at løfte SF i Randers på det organisatoriske plan.

I løbet af foråret og sommeren har vi i bestyrelsen i SF i Randers gjort et stort stykke arbejde for at engagere de tilbageværende medlemmer. Vi var stolte af at kunne præsentere en kandidatliste på 21 personer, og ikke mindst det engagement alle kandidater har vist i valgkampen og i perioden op til.

Dette står i skærende kontrast til det magtspil, der udspillede sig på valgnatten. Det politiske indhold blev tilsidesat til fordel for alles kamp mod alle for at skrabe magt til sig.

I SF i Randers vil vi gå den anden vej. Vi skal have politikken ud til borgerne, og sørge for at så mange som muligt deltager i den politiske debat. Allerede nu har vi i SF aftalt møder med personer og institutioner, der brænder for at gøre Randers til et bedre sted at være. Vi skal lave konkret politik ikke bare for, men også sammen med de mennesker, politikken berører.

Her tror vi på, at vores to udvalgsposter kan komme til gavn. Vi har nu mulighed for at rejse sager i udvalgene og i byrådet. Medlemmerne i SF i Randers vil få mulighed for at få stor indflydelse på den førte politik, og vi håber at vores nuværende medlemmer fortsat vil være aktive og fortsat vil bidrage til den gode stemning, der er i vores partiforening. Vi holder selvfølgelig også døren åben for tidligere medlemmer og nye medlemmer, der vil være med til at genopbygge SF – både i Randers Kommune og på landsplan.

Søren Jensen Lund
Bestyrelsesmedlem, SF i Randers