SF vil tage medansvar for folkeskolen

Hvad sker der for SF, spørger Michael Poulsen i et læserbrev. Jeg vil gerne takke for interessen for SF. Jeg vil også gerne fortælle, at jeg både på landsplan og lokalt samarbejder med andre SF’ere om at bruge muligheden for lokalaftale. Han har helt ret i, at det hverken har været let at være SF’er eller lærer, men vi gør hvad vi kan for at bruge de muligheder, vi har, og det samarbejder jeg med mange andre SF’ere om. Vores bud er:

Man skal starte med at lave en lokalaftale, der sikrer forberedelsestid tilknyttet til mængden af undervisning, så man gengiver lærerne deres professionelle råderum. 08-aftalen kunne være et rigtig godt afsæt. Dernæst kunne man sikre, at midlerne til inklusionsindsatsen fulgte med over, og at den nødvendige kompetence var til rådighed – altså sikre, at pengene følger eleven.

Det er vigtigt, at vi så vidt muligt sætter folkestyret til at tage vare på folkeskolen. Det er i kommunerne, vi skal stå til ansvar overfor borgerne, der forventer, at vi sikrer, at skolerne fungerer. Så ja, vi skal samarbejde om udviklingen af folkeskolen. Det vil vi også i SF i Randers, hvor jeg har har meldt mig på banen som kandidat.

Hvordan er vi endt her, når der har været så mange gode intentioner i folkeskolereformen? Den første fejlslutning er, at mere topstyring giver højere produktivitet. Det holder ikke. Den næste er, at man kan lave store ændringer af folkeskolen uden at tage lærerne med på råd. Det er naturligvis forkert, og med min mangeårige baggrund i udviklingsprojekter m.m. i folkeskolen ved jeg, at det er den vej vi skal – og jeg er sikker på, at vi finder den igen. Det er vi bare nødt til. Det er i fællesskab vi kan og skal udvikle folkeskolen.

Ann Thorsted
Byrådskandidat for SF i Randers
Dronningensgade 5
8900 Randers