Sørens 1. maj-tale på Alevi Kultur Center

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at sige tillykke til Enhedslisten, der i disse dage fylder 25 år. Jeg synes det er imponerende, at man i Enhedslisten har formået at holde sammen på den yderste venstrefløj i så mange år.

I den forbindelse udtalte Pelle Dragsted, der er folketingskandidat for Enhedslisten:

“Der er stadig lang vej til at Enhedslisten bliver i stand til at øve den afgørende indflydelse på samfundsudviklingen, som ethvert parti ønsker.”

Han er et meget fornuftigt menneske, som jeg på det holdningsmæssige plan, er meget enig med.

Derfor skuffer citatet mig også en smule, for hvad skal der til for at Enhedslisten bliver i stand til at øve den afgørende indflydelse på samfundsudviklingen?

Enhedslisten har jo haft mulighed for at øve afgørende indflydelse på samfundsudviklingen, men man smider håndklædet i ringen gang på gang, fordi man er bange for at miste den i øjeblikket store vælgertilslutning, hvis man indgår bare mikroskopiske kompromisser.

Det kan så være, at man ikke mener, at den indflydelse, man har haft i hænderne har været ”afgørende”, men ID-kort på arbejdspladser er afgørende for de bygningsarbejdere, der riskerer at blive skubbet ud af illegal og groft udnyttet udenlandsk arbejdskraft.

En fordobling af skattefradraget på fagforeningskontingenter er afgørende for fagforeningerne og for den solidaritet fagbevægelsen bygger på.

Begge disse faldt på hvorvidt en milliard til ældreområdet skulle øremærkes til bade eller om kommunerne selv skulle have lov til at administrere pengene.

Som SF’er og lokalformand undrer det mig at man fra Enhedslistens side ikke har tiltro til, at de mange nye byrådsmedlemmer, partiet har fået stemt ind ved sidste kommunalvalg, kan være med til at sikre, at pengene bliver brugt, der hvor behovet er.

I SF går vi ind for, at beslutningerne træffes tættest muligt på borgerne, og vi hylder det kommunale selvstyre, og selvfølgelig ved de ansatte i kommunerne langt mere om, hvor behovet er end politikerne på Christiansborg.

Men Pelle Dragsted har nok desværre ret, når Enhedslisten på det grundlag kan sige nej til en finanslov, der ellers indeholder

– højere beskæftigelsesfradrag

– Ekstra beskæftigelsesfradrag for enlige forsøgere

– Større gevinst ved at arbejde for kontanthjælpsmodtagere

– Jobrotation for beskæftigede og ledige

– Mindre tvang i psykiatrien

– Bedre kræftbehandling

– Tidlig hjælp til børn og unge i udsatte familier

– Bekæmpelse af vold i familier og i nære relationer

– Bedre boligforhold for unge

– Indsats mod hjemløshed hos unge

– Grønne teknologiprogrammer og grøn omstilling

– ressourcestrategi for affaldshåndtering

– Etablering af Den Danske Naturfond

– Og Bekæmpelse af social dumping

Der er nok lang vej før Enhedslisten bliver i stand til at øve afgørende indflydelse på samfundsudviklingen, hvis man ikke er i stand til at indgå en finanslovsaftale med så markante røde fingeraftryk.

Selvom SF og Enhedslisten ikke kan blive enige om principperne for, hvordan en milliard til ældreområdet skal fordeles, så er der trods alt masser af kampe vi er fælles om.

Først og fremmest skal vi aktivt bekæmpe de neo-liberalistiske tendenser, der er i en stor del af befolkningen.

Vi skal aktivt bekæmpe racisme og andre fobier for alt der er fremmet.

Vi skal aktivt kæmpe for, at ressourcerne bliver omfordelt, så det ikke er de fattige der skal betale, når krisen rammer. Vi skal aktivt bekæmpe skattefusk og skattely.

Vi skal aktivt kæmpe for demokratiet, som er truet af radikaliseringer på højrefløjen, religiøs sortsyn og øget kontrol.

Vi skal aktivt kæmpe for de retsprincipper, der er truet af øget overvågning og indsamling af data fra fremmede efterretningstjenester.

Vi skal aktivt kæmpe for økologi og bæredygtighed som et alternativ til blind vækst og uhæmmet kapitalisme.

Jeg er klar over, at der bestemt ikke er enighed mellem SF og Enhedslisten om hvordan disse kampe skal kæmpes.

For SF er EU en vigtig platform, hvor vi sammen med ligesindede socialister og grønne i resten af Europa kan være med til at sætte en grøn og bæredygtig dagsorden. Og selvom EU er skabt efter en libralistisk kapitalistisk skabelon, så er det faktisk her, vi effektivt kan bekæmpe valutaspekulationer og regulere det finansielle marked – blandt andet med en skat på finansielle transaktioner.

Det er desuden et mål for SF hurtigst muligt at komme i regering igen. Selvom Enhedslisten var hurtig til at overtage højrefløjens løftebrudsdebat, så er det helt uomtvisteligt, at der i et demokrati skal være flertal for beslutningerne. Så er den sgu ikke meget længere!

SF skrev blankt under på en fortsættelse af VK-regeringens økonomiske politik, velvidende at finansieringen af denne skulle findes via besparelser på kritiske områder. Det var en fejl! Der var ikke et reelt rødt flertal, og min holdning dengang var, at SF ikke skulle gå med i regeringen.

Men på værdi- og miljø-politikken har SF hevet masser af sejre hjem. Vi fik en ambitiøs togplan, der bliver finansieret af vores fælles nordsøolie, vi fik markante forbedringer af psykiatrien, især til fordel for børn og unge, det lykkedes, at få multinasserne til at betale skat i Danmark, og vi har fået anerkendt Palæstina.

Det er store sejre!

Jeg anerkender, at vi også har været med til at føre sparekniven. Vi har været med i nogle – såkaldte reformer – som helt bogstaveligt talt har fået mig op i det røde felt, og lærer-lockouten for et år siden, var et voldsomt indgreb i lærernes ret til selv at administrere deres arbejdstid. Tilhængerne kalder det en ”normalisering” af arbejdstiden, men nysprog ændrer ikke det faktum, at det er et direkte angreb mod kvaliteten i folkeskolen. Men alle disse ting ville være blevet gennemført hvad enten SF var i regering eller ej. Der er et borgerligt flertal i Danmark, og jeg savner ofte, at det er dét man vurderer SF’s regeringsdeltagelse på.