Mikkels tale til 1. maj på Skovbakken

Kære Randers!

Jeg er rigtig glad for at stå foran jer i dag. Det er jeg fordi det giver mig muligheden for at sætte ord på nogle bekymringer jeg har. For når man ser den udvikling som vores samfund tager, ja så er der meget at bekymre sig over.

Vi ser lige nu en udvikling, hvor kløften mellem rig og fattig er ved at udvikle sig til en sort afgrund. Vi fjerner os fra hinanden i samfundet, og højrefløjen øjner chancen for at slå kiler ind imellem os. En af disse kiler er DA’s udmeldinger om de dovne arbejdsløse.

Det får folk til, at glemme solidariteten. Vi glemmer at arbejdsløshed intet naturfænomen er, men snarer noget som er indbygget i vores samfundssystem. Jeg ser en forråelse i hvordan man omtaler vores arbejdsløse kolleger, jeg ser en debat som sparker nedad. Det bekymrer mig!

Individet bliver proppet i en kasse af statistisk og mennesket går tabt. Vi skal huske de mennesker. Det er Ida på seks, som ikke får muligheden for at holde børnefødselsdag som resten af hendes klasse. Mor og far har nemlig ikke råd til meget mere end det mest nødvendige. Det er Jonas på 25, som ikke kan finde fodfæstet på arbejdsmarkedet. Det er Bente på 55, som lige er blevet fyret og har svært ved at komme ind på arbejdsmarkedet igen. Det er Michael, som er nedslidt og har brugt de sidste mange år på at få sin førtidspension, men ikke bliver raskere af at få dårligere vilkår. Jeg kunne blive ved, og jeg er helt sikker på at jer der står tålmodigt og lytter til mig også kan. Det kan vi fordi vores hverdag er fyldt med mennesker præcis ligesådan. Fordi ingen mennesker er immune når det drejer sig om arbejdsløshed.

Det bekymrer mig også at se hvordan de, som er i arbejde bliver presset. Det er efterhånden ingen nyhed, at Venstre i efterhånden en del år, har kæmpet for at slå benene væk under danske lønmodtagere med tyske lønninger. Samtidig kæmper højrefløjen for deres ”ret” til at løndumpe og underminere samfundet ad den vej. Lad mig slå fast!

Vi bliver ikke et rigt samfund af at gøre mennesker fattige.

I det offentlige er historien den samme. Udlicitering og nedskæringer truer vores velfærd. Vi hakker en hæl og kapper en tå, men bibeholder de samme forventninger til SOSU’erne, det pædagogiske personale, sagsbehandlerne og mange, mange flere. De glemmer blot, at man ikke bliver mere effektiv af at miste en kollega. Tværtimod. Det er dårlige nyheder for alle, og det er ikke sikkert vi har ramt bunden endnu. Venstre buldrer nemlig derudaf med krav om nulvækst. En nulvækst som i den grad vil ramme vores velfærd her i Randers. Særligt vil det gå udover børne –og ældreområdet, som i forvejen er meget presset her i kommunen.

Presset på de arbejdsløse. Presset på de som er i arbejde, og presset på vores velfærd sætter sine tydelige spor. Stress, depression og angst er efterhånden ved at blive folkesygdomme. Så markant at psykiske lidelser udgør den største sygdomsbyrde i Danmark med 25 % af det samlede sygdomsbillede. En tredjedel af alle danskere får igennem sit liv en psykisk sygdom, og præcis som et brækket ben går det ikke bare over med den rigtige indstilling. Jeg har derfor svært ved, at forstå hvorfor vi endnu ikke har ligestillet psykiske sygdomme med fysiske. Det er simpelthen ikke fair, at vi som samfund ikke evner at tage hånd om vores egne. Psykiske sygdomme efterlader nemlig den enkelte med ar på krop og sjæl. Det standser en på livets vej, og ødelægger menneskers liv for bestandige.

De bekymringer jeg her har ridset op for jer. Det er bekymringer vi også kan løse, men kun hvis vi løfter i flok.

Vi skal sige fra når DA tordner frem med løgne omkring hvad det vil sige at være arbejdsløs. For alle vi som har prøvet det på egen krop ved, at det er verdens hårdeste job. Vi skal bekæmpe Venstres usympatiske kontanthjælpsloft. Og vi skal fortsat kæmpe for en halvering af genoptjeningskravet til dagpenge. Vi skal ikke acceptere, at vores medborgere går fra hus og hjem pga. en finanskrise som de ikke har skyld i.

Vi skal ikke acceptere virksomheder som RyanAir i Danmark, hvis eneste mål er at ødelægge det danske arbejdsmarked for egen vindings skyld. Vi skal minde regeringen om, at vi ikke kan vente med ID-kort på arbejdspladserne. Der er nemlig intet socialt ved social dumping.

Vi skal have tillid til den enkelte medarbejders kompetencer og faglighed. Jeg ønsker ikke, at stopure og regneark skal være en del af vilkårene for de som i forvejen arbejder hårdt for at skabe vores velfærd
Vi skal værne om vores velfærd og investere i den. Jeg vil ikke acceptere at vores børnehaver og plejehjem blot bliver et sted vi opbevarer mennesker. Der skal være tid til børnene og læring i børnehaverne. Derfor vil vi I SF sikre bedre normeringer i vores børnehaver. Der skal være tid til kvalitet og omsorg for den enkelte ældre. Derfor vil vi i SF et nedskæringsstop i ældreplejen. Fordi alle fortjener en værdig alderdom.

Vi skal generelt gøre op med nedskæringerne på vores velfærd. Vi skal investerer, så vi sikrer hinanden i fællesskab – fra vugge til alderdom.

Frem for alt skal vi forsætte kampen. Fortsætte med at sige fra over for hverdagens uretfærdigheder. Fortsætte med at kæmpe for en rimelig fordeling af samfundets værdier, og fortsætte kampen mod de borgerlige kræfter der vil trække tæppet væk under fællesskabet.

God kampdag!

Charlottes tale til 1. maj i Langå

Kære alle sammen – hvor er det dejligt at stå her i Langå ved de røde faner og blandt kammerater.

Jeg vil godt sige mange tak for invitationen til Iben, som igen har inviteret mig til kommunens smørhul. Jeg havde fornøjelsen af at tale ved kvindernes kampdag sammen med nogle af de samme skønne kvinder, som er her i dag.

1. maj er altid for mig en festdag. Det er en fejring af solidariteten, fælleskabet og demokratiet. Men det er også en dag, hvor eftertænksomheden sætter ind. Tankerne går tilbage til de mange som så mange gange før os i dag har stået på denne talerstol og i særdeleshed på alle dem, der har kæmpet for rettigheder. Hvis man ikke havde taget de kampe så havde vi slet ikke de gode arbejdsvilkår som vi har i dag.

Man havde et mål der hed 8 timers arbejdsdag, 8 timers frihed og 8 timers hvile. Og i dag har vi fået så meget mere. Vi har barsel på omkring 1 år, vi har barnets 1. sygedage, omsorgsdage, seniorordninger, vi efterløn -dog noget forringet og dagpengesystem – også noget forringet. Det er ikke kommet af sig selv og derfor vil jeg rigtig gerne sende en varm hilsen til alle de gode folk, der kæmpede for den danske model, for os alle sammen, for fællesskabet.

Solidaritet er et utrolig vigtigt ord, som i dag er noget man desværre vægter lavt – hvis folk endda kender til begrebet. Vi er landet i en tid, hvor fokus er på mig selv og mottoet hos mange er ”what´s in it for me?” Hvilket i virkeligheden er et fair spørgsmål. Hvad får vi ud af at kæmpe for fællesskabet? Hvad får vi ud af at alle har det godt i vores samfund?

Liberal alliance er nok den største stemme i den strømning. De har forelagt en finansiel model som giver skattelettelser – bevares hovedsageligt til de rigeste, og åbent indrømmer, at uligheden så vil stige. Det er også Liberal Alliance der mener, at folk på kontanthjælp har AAALt for meget. Og at løsningen er, at man bare sætter skatten ned – så strømmer der jobs ind i landet og mange flere springer ud som iværksættere. Primært for partiet er den personlige frihed. Så er vi tilbage til ”whats in it for me?”

At jeg er lodret uenig med Liberal Alliance er ingen hemmelighed. Jeg tror på et helt andet samfund. Og det gør jeg, fordi det gavner os alle, at vi har så lidt ulighed som muligt. Rent faktisk viser undersøgelser, at de rigeste er mest tilfredse med livet, hvor der er mindst ulighed. Men nu handler det jo ikke om at tilfredsstille de rige, men det handler også om hvilket samfund vi vil have. Og jeg er overbevidst om, at de fleste ønsker lige muligheder for ethvert barn uanset social status. Jo større ulighed der er i et samfund, jo mere kriminalitet, fattigdom, overgreb og elendighed er der. Kun de helt hjerteløse er ligeglad med de hjemløse børn, der lever på gaden i Indien og sniffer lim og kigger den anden vej, når de træder henover dem. I værste fald er konsekvensen oprør, som vi ser det blandt de fattige i Baltimore i disse dage.

Danmarks position som verdens mest lige land er fortid. Vi er i perioden fra 2004-2011 det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest, og er nu det 14. mest lige land i hele Europa. Det er da en katastrofal udvikling! Og det i en tid, hvor begrebet working poor rykker tættere og tættere på grænsen. Dvs folk i arbejde, som er så lavtlønnede, at de ikke har råd til de basale udgifter som mad, husleje, el osv. Vi har tidligere hørt venstre og for nyligt Dansk arbejdsgiverforening, der foreslår at vi sætter lønningerne ned! Det er simpelthen det mest groteske forslag – styret af kapitalismen. Det vil have enorme konsekvenser for den enkelte familie, der bliver nødt til at gå fra hus og hjem. Det er et klokkeklart eksempel på en regnearksløsning.

I London ser man tydeligt et samfund der er bygget op på at tilfredsstille kapitalismen. Alt for mange bygninger ejes af rigmænd i Hong Kong, boligerne er generelt alt for dyre til at almindelige mennesker kan bo der, 40 % af Londons børn er fattige, der er store ghetto problematikker og kriminaliteten er skyhøj. Er det sådant et samfund vi vil have? Et samfund hvor der er alt for stor sandsynlighed for at man skal kæmpe for overlevelse – hvor man kan se venner, familie naboer falde på halen og synker helt hen, fordi der ikke er et sikkerhedsnet?

Jeg siger NEJ! Nej for pokker! Vi er nået alt for langt, og vi ved for meget til, at vi kaster det hele på gaden igen, fordi vi har glemt solidariteten og fællesskabet. Vi skal leve – ikke overleve.

I december toppede Danmark igen på Forbes liste over erhvervsvenlige lande. Det begrundes med den danske model – som de kalder flexcurity, hvor man kan hyre og fyre, men i samme åndedrag fremhæves der vores dagpengesystem og kontanthjælpen, som sikrer, at folk ikke står uden forsørgelse. Det hele hænger nemlig sammen – trygge borgere er bedre arbejdere. Ulighed er en væksthæmmer og en menneskelig nedbryder.

Derfor kæmper vi i SF for en bedre dagpengeløsning – og her kære socialdemokratiske venner må i meget gerne komme ind i kampen for de mange tusinde, der er faldet ud!

I en tid hvor stærke liberale kræfter trækker os væk fra det velfærdssystem vi i fællesskab har opbygget, er det afgørende, at vi røde kræfter står sammen og kæmper for et samfund for alle. Vi skal gå lige i kødet på myten om, at folk ikke gider at arbejde. ”det skal kunne betale sig at arbejde” … ja det skal det og det kan det. At vi skærer på kontanthjælpen eller dagpengene gør bare, at folk kommer endnu længere ned og udsatte børn bliver endnu mere udsatte. At vi skærer på velfærden betyder, at endnu flere mennesker tabes, og hvis den personlige katastrofe ikke er skræmmende nok for de borgerlige, så er de økonomiske konsekvenser store og vil skære i det provenu, de regner med, vil skabe vækst.

Kære socialdemokrater, det har været en hård tid de sidste 4 år og vores forhold har været belastet, men lad os fokusere på alle de politiske dagsordener, vi har tilfælles. Lad os gøre det på landsplan, men også lokalt her i kommunen, for der er meget at kæmpe for endnu. Vi skal knokle for at sikre de unge mennesker lærepladser, så de kan færdiggøre deres uddannelse, lad os kæmpe for flere uddannede voksne i daginstitutionerne, så der bliver passet godt på vores små pus og de kommer godt i gang med skolelivet. Lad os knokle sammen med skolerne her i kommunen, som har en kæmpe opgave med skolereform, ny skolestruktur og en inklusionsopgave. Vi bør arbejde for lokalaftaler til lærerne, fleksibel arbejdstid og flere ressourcer til inklusion. En værdig alderdom bør være en menneskeret og ældreområdet har været udsat for alt for mange besparelser. Lad os kæmpe sammen for at sikre, at vi ikke skærer helt ind i benet, men at vi prioriterer ældres ret til en værdig alderdom.

Vi har et valg i år – måske lige om lidt. Selvom mange er i tvivl om, hvor de skal sætte deres kryds efter 4 svære år ovenpå en krise. Mange har følt sig skuffede over den røde regering. Men husk det er et vigtigt kryds, for ender vi med en borgerlig regering med et stærkt DF, frygter jeg for hvilke konsekvenser, det får for det vores fællesskab. Velfærdssystemet er presset til det yderste og kan ikke holde til en omgang nulvækst og Løkke-forbrug. Lad os passe på hinanden og vores samfund – lad os investere i mennesker.

Tak for ordet og ha en rigtig dejlig 1. maj!