DF og Venstres tomme politiske kæphest

I SF havde vi håbet på, at Venstre og DF havde ladet julefreden sænke sig, så fornuften kunne herske. Vi havde håbet, at de i roen kunne se det ligegyldige i at bruge en masse tid og kræfter i det politiske landskab, hos forvaltningen, personalet, bestyrelser og borgere, ved at beslutte, at alle borgere i kommunens institutioner skal tilbydes svinekød.

Men svinekødet er åbenbart blevet flertallets kæphest. Det så vi, da en dagtilbudsleder blev irettesat og tvunget til at sætte svinekød på menuen – helt uden politisk behandling og uden respekt for både lederens faglighed og bestyrelsens vedtægtssikrede ret til at forvalte netop maden i daginstitutionerne. Der har aldrig været problemer, og der har ikke været nogen form for konflikt eller utilfredshed, men nu skal alle i kommunen så rette ind. Svinekød skal på menuen, og argumentet er, at det er et udtryk for dansk madkultur. Men hvorfor insisterer man så ikke på grød, øllebrød eller kartofler, som også er klassikere i det danske køkken?

Men endnu vigtigere er spørgsmålet, som vi i SF tidligere har forsøgt at få svar på: Hvorfor kæmper man ikke for at skaffe flere voksne til vores yngste børn i vuggestuer og børnehaver? Det er et faktum, at vi ligger som en af de ringeste kommuner, når man ser på, hvor mange penge vi bruger pr. barn i daginstitutionerne. Det er også, både nationalt og internationalt, forskningsmæssigt bevist, at når man investerer i voksenkontakt til vores børn i de tidligste år, så kommer pengene mange gange igen senere i børnenes liv. Og omvendt er det ødelæggende og går ud over børnenes trivsel og udvikling, når de i omkring otte timer dagligt ikke får deres behov for voksenkontakt, nærvær og guidning opfyldt.

Ofte har man hørt både Venstre og DF ytre, at de gerne vil skaffe flere voksne i daginstitutionerne, men til trods for at de har flertallet – og dermed muligheden for at forbedre vilkårene, så leverer de kun på svinekødet. Kampen om retten til svinekød er en tom og populistisk debat, der hverken forbedrer eller forværrer børnenes vilkår.

Kære Venstre og DF – drop dog de ligegyldige kæpheste og gå med os i kampen for at forbedre de yngste børns fremtid. Børnene er ligeglade med svinekød. Det er afgørende for dem, at de har nærværende og fagligt kompetente voksne, der kan hjælpe og støtte dem i deres vej frem i livet.

Læserbrev af Charlotte Broman Mølbæk

Inklusion under pres

I SF vil vi meget gerne give inklusionen et serviceeftersyn. Vi er helt med på, at der ikke er afsat penge nok til, at lærerne og pædagogerne får den efteruddannelse, som de skal have, og at der simpelthen ikke er tid nok – heller ikke i Randers.

Der er ikke en ny dagsorden, men nu under valgkampen tager Venstre den pludselig alvorlig.

Venstre mener, at en af løsningerne er, at pengene kan tages med på privatskole, men er det nu også det?

Man kan nemlig hverken købe tid eller viden nok for den pengepose, og man vil komme til at udhule folkeskolens budgetter. I dag ville den enkelte skole trods alt kunne styre det, hvis der var penge nok.

Men der er afsat for lidt midler. Politisk har man i mange kommuner haft den vildfarelse, at inklusion skal være en spareøvelse. Det er det ikke, hvis det skal lykkes!

Det kræver viden om for eksempel ADHD, autisme eller de andre diagnoser barnet måtte have. Og det kræver personale, som har mulighed for at følge barnet tæt. Det kræver ligeledes meget af fællesskabet i klassen – et fællesskab som kan være meget ekskluderende, især hvis forældrene ikke bakker op. Det barn, man ønsker inkluderet, skal jo inkluderes i et miljø, som det profiterer af at være i, så derfor vil altid være brug for specialtilbud.

Børn som har forskellige diagnoser vil ofte ikke kunne koncentrerer sig i så mange timer, som den nye reform har medført. Her er der virkelig brug for et eftersyn af reformen. De andre udfordringer har intet med selve reformen at gøre, men handler om økonomi, og om man vil sende endnu flere penge over i privatskolerne.

I SF vil vi meget gerne give inklusionen et eftersyn. Vi er helt med på, at der ikke er afsat penge nok til, at lærerne og pædagogerne får den efteruddannelse, som de har behov for, og at der simpelthen ikke er tid nok – heller ikke i Randers.

Ann S. Pedersen, folketingskandidat, SF-Randers

Ressourceteams skal styrke inklusionen

Inklusion er en af de største udfordringer, folkeskolen står overfor lige nu. Det er ikke et spørgsmål om vi skal have inklusion, for det siger regeringen, vi skal, og det er godt. Det er godt, fordi det er skadeligt at blive ekskluderet. De fleste har brug for og krav på at være en del af fællesskabet.

Nutidens Emil´er og Pippi´er skal ikke gemmes væk. De er ikke forkerte, og de har en masse at byde ind med til fællesskabet. Vi må ikke få et samfund, hvor der kun er plads til de ensrettede og ensartede. Jeg er fuldt ud bevidst om, at nogle børn har brug for specialtilbud, hvor de kan blive skærmet, og hvor de kan få den nødvendige støtte.

Som Socialpædagogernes Landsforbund skriver i et debatindlæg i Jyllandsposten: ”Inklusion sker ikke ved at placere runde børn i firkantede huller”. Ingen løsninger gælder for alle børn. Løsningerne for et barns trivsel, udvikling og læring er lige så forskellige som børn er. Det stiller store krav til de lærere og pædagoger, der er omkring børnene. Og netop derfor er det utrolig vigtigt, at de ikke bliver efterladt i opgaven omkring inklusion, for det er en stor opgave i et samfund hvor offentlige ansatte er presset maksimalt af tidstyranni og begrænsede ressourcer.

Netop derfor bliver jeg utrolig glad for SF´s formand Pia Olsen Dyhr udmelding, om at der skal tilføres 200 millioner kroner årligt i 3 år til netop inklusion. Dette er i erkendelse af, at skolereformen er stærkt underfinansieret, og at alt for mange lærere ikke oplever, de er klædt ordentligt på til opgaven omkring inklusion eller har de rigtige omstændigheder. For hvis inklusion skal lykkes, så skal der medfølge de rigtige ressourcer.

I Randers kæmper SF lokalt for at få en systematisk indsats i forhold til inklusion. Vi arbejder både for fler-voksenordninger samt etablering af tværfaglige ressourceteams på skolerne, som også Socialpædagogernes Landsforbund anbefaler, vi indfører i kommunerne. Ressourceteamene skal fungere som en task-force, der er klar til at rykke ud til de enkelte skoler og hjælpe personalet. De skal bidrage med observationer, sparringer, supervision, råd og vejledning, så personalet oplever en solid opbakning, og de ikke står alene med opgaven. Det kræver, at vi som politikere prioriterer inklusionsopgaven og tildeler området de midler, der skal til.