SF i Randers

Tillid eller kontroltyranni?

SF-Randers 5. januar 2015

Det har været overskriften på en verserende værdikamp de sidste mange år. Kontroltyranni er gift for et godt arbejdsklima og trækker midler væk fra velfærden. Vi bør have tillid til de mange offentligt ansatte, som hver dag knokler for vores borgere.

Et eksempel på denne ubehagelige tendens ser vi i ældresektoren. Her er der desværre mange SOSU’ere, som må stå til regnskab over for et stopur og ikke deres egne professionelle standarder. De står til regnskab for Corydons big brother-excelark, og ikke den enkelte borgers behov.

Vi må erkende, at Else på 71 kan have andre behov end Henning på 90. For nogle er et ekstra bad vigtigt, og for andre er det en sludder over kaffen, der skaber en god hverdag. Det rigide system er et klart signal til de offentlige ansatte: Vi stoler ikke på dig!

I SF tror vi på tillid. Vi tror på, at de bedste beslutninger tages af fagligt kompetente medarbejdere, som er i daglig kontakt med borgeren. Derfor vil vi gøre op med stopurstyranni og meningsløs dokumentation til glæde for både borgere og medarbejdere.

Det er også vejen frem i Randers Kommune. I foråret fik SF-Randers vedtaget en whistleblower-ordning og med budgetforliget fik vi en tilidsreform. I SF er vi overbeviste om, at vi med en anden ledelseskultur, hvor der er større fokus på borgeren, kan effektivisere arbejdet i kommunen og dermed styrke kernevelfærden. Sygefravær koster kommunen rigtig mange penge, og derfor er det også vigtigt, at vi forbedrer arbejdsmiljøet markant, så vi undgår sygefravær som følge af arbejdsrelateret stress.

Hvis vi skal skabe tillid, er vi nødt til at stat og kommune spiller sammen. Derfor går vi mod tendensen. Derfor går vi til valg på at skabe tillid til Danmarks offentligt ansatte og forbedre deres arbejdsmiljø. Medarbejdernes tid og kræfter skal bruges sammen med borgerne, fordi det er det de er allerbedst til, og det er det, borgerne har brug for.

Vi vil have et Danmark, der er bedre end det vi kender.

Derfor skal vi have tillid til de offentlige ansatte!

Mikkel Borch, folketingskandidat for SF-Randers Nord og Charlotte Broman Mølbæk, medlem af Randers Byråd for SF

Like this Article? Share it!

Comments are closed.