Uddannelsesklausuler for de unges skyld

Ved mandagens byrådsmøde behandlede vi en partnerskabsaftale vedrørende uddannelse. Det er et partnerskab mellem Randers Kommune, LO, Dansk byggeri og Tradium. Indholdet i aftalen er
sådan set fint nok, jeg står bare af, når det gælder et bevidst fravalg af uddannelsesklausuler, og SF undlod derfor at stemme.

I SF er vi ærgerlige over, at man fravælger uddannelsesklausuler. Vi har 263 unge mennesker, der mangler en lære- eller praktikplads, og vi efterlader de unge mennesker ved at fravælge et håndtag, vi ved, virker.

København har gode erfaringer med uddannelsesklausuler, som
forvaltningen også henviser til. Det kan godt være, at det vil være gældende for få udbud i kommunen, men derved gør det jo
heller ikke skade. Man kan sammensætte udbud, så de når en størrelse, hvor uddannelsesklausuler kan anvendes, og vi ved, at beslutningen om en ny skolestruktur medfører en investering i bygninger på over 160 millioner kroner. Her ville uddannelsesklausuler være oplagte.

Vi mener, at det er meget positivt, at samarbejdet mellem Tradium, Dansk byggeri, LO og Randers Kommune er så velfungerende, men desværre falder det til jorden ved en aftale, der er så uforpligtende.

Det handler netop om at sætte standarder for med hvem, vi vil handle med, og det handler om at tage ansvar. Vi er en kommune, og vores altafgørende formål er at varetage borgernes behov, og der kan vi desværre se, at alt for mange unge mennesker mangler akut en praktikplads/læreplads.

Vi mener, at et fravalg af uddannelsesklausuler står i direkte modstrid med kommunes uddannelsespolitik, og den EUD-reform hvor flere unge skal gennemføre en erhvervsuddannelse.

Det kan de jo ikke, hvis de ikke kan få en læreplads – det siger sig selv. Det er en ommer.

Det er simpelthen for uambitiøst og slet ikke godt nok for kommunens unge!

Charlotte Broman Mølbæk, Randers – byrådsmedlem for SF-Randers