Ungemiljø og partnerskaber

I lørdags havde SF i Randers besøg af socialminister og SF’s formand Annette Vilhelmsen. Besøget gav luft til en idé om, hvordan vi kan udvikle et ungemiljø i Randers midtby.

SF i Randers vil arbejde for at skabe ungeboliger med fællesrum, som ligger i midtbyen tæt på caféer, kollektiv trafik og byliv. Vi er helt sikre på, at Randers har potentialet til at være en fed by for unge og en mulig fremtidig bosætningsby. Derudover vil vi arbejde for at samle de mange studerende og brande Randers som ”uddannelsesby”.

Vi vil arbejde for et partnerskab mellem kommunen, erhvervslivet og produktionsskolen. På den måde vil vi skabe arbejdspladser, lærlingepladser og meningsfuld beskæftigelse for de, der går på produktionshøjskolen. Vi vil desuden få et levende ungemiljø i midtbyen, hvor der er plads til dem og deres dagsordener.

En studiecafe vil give adgang til internettet samt mulighed for at printe og scanne. Men den skal også give mulighed for at købe lækker mad til priser, der matcher en SU-pengepung.

Vi kunne godt se en placering ved Polititorvet, som ligger i gå afstand mellem både bus og tog. Det er en central placering, med en plads, der med fordel kan indrettes med byliv. I planlægning og udførelse af projektet skal de unge inddrages via en arbejdsgruppe sammensat af unge mennesker fra forskellige områder og miljøer.

For os er dét at tænke innovativt. Det er at tænke muligheder og samarbejde. På den måde kan vi løfte Randers og løse flere problemer med ét smæk.